Kom til indvielse af multihytten

Søndag den 7. april klokken 12.00 inviterer Støtteforeningen og VGF til indvielse af den nye multihytte og de flotte, renoverede arealer omkring klubhuset.

Legeredskaberne vil være klar og der er kartoffelsalat og pølser på grillen til alle.

Kom og se hytten, legepladsen, den nye flisegang, terrassen, det flotte rækværk og tag et kig på den nye tilbygning i form af et depot i klubhuset.  Mange frivillige har været i sving hen over vinteren og har sørger for det praktiske arbejde, at søge fonds-midler hjem, tage dialogen med kommunen og håndværkerne og meget, meget andet.

Kom og gør dagen festlig for alle og lad os fejre, at sammenhold og frivillighed i Værum er med til at styrke sammenholdet og skabe nye tiltag i vores fælles landsby.

Fælles affaldsindsamling

Søndag d. 7. april afholdes dette års affaldsindsamling. Vi mødes i klubhuset kl. 9.30. Her får vi et rundstykke og en kop kaffe, mens vi fordeler ruter. Der vil også være trafiksikre og barnevognsvenlige ruter.

Efter indsamlingen er der indvielse af multihyggen på sportspladsen, hvor der er pølser, kartoffelsalat og senere kaffe og kagemand.