Forsamlingshuset i 100 år

Om Værum Forsamlingshus.

Med godt sine 100 år er Værum Forsamlingshus sammen med gymnastikforeningen en af de ældste institutioner i byen. Forsamlingshuset blev startet af driftige Værum-boere og har været hjemsted for møder og generalforsamlinger i den lange række af foreninger, der gennem tiden har eksisteret i byen.
Fortiden illustreres bl.a. af det gamle våbenskjold i forsamlingshusets store sal, mens nutiden er absolut nærværende i de om- og tilbygninger, huset har gennemgået. Bl.a. med et moderne handicaptoilet, stort køkken med opvaskemaskine, køle/fryseskabe og opbevaringsrum.

Huset har en lille scene og er velegnet til mange aktiviteter som fødselsdage, jubilæer, familie- og firmafester. Desuden bruges huset til bankospil, folkedans, den årlige dilettant og andre af byens arrangementer.

Forsamlingshusets medlemmer, der tæller hovedparten af byens husstande, ledes af en bestyrelse – se link. Medlemskabet koster 300 kr. årligt og 150 kr. for pensionister.

Huset har plads til 100 mennesker og udlejes med inventar, service og køkkenudstyr.