Den 15. januar mødtes 14 frivillige fra Værums bosætningsgruppe sammen med koordinator Kristian Fredslund fra Randers Kommune i VGF’s klubhus.
Randers Kommune stillede med fem medarbejdere i alt og var dermed stærkt repræsenteret i bestræbelserne på at følge op på tidligere møder i august og september. Her havde vi – via Værum Bys kernefortælling og en SWOT-analyse (styrker, svagheder, muligheder og trusler) – udviklet en grundidé til, hvordan Værum skal promoveres i kampagnen.
Bosætningskampagnen er en indsats, hvor Randers Kommune vil bruge cirka en tredjedel af 600.000 kr. på at markedsføre Værum som én af tre byer, der skal have særlig opmærksomhed i forhold til at tiltrække nye tilflyttere. På Randers Kommunes hjemmeside kan man læse:
”Randers Kommune arbejder aktivt på at tiltrække nye borgere gennem strategier, der fremhæver byens natur, kultur og stærke fællesskaber, ofte under fællestitlen ‘Rum til det hele’. Kampagnerne fokuserer på både byudvikling og bosætning i lokalområder og landsbyer, med specifikke indsatser i områder som f.eks. Værum.”
Det er en fantastisk mulighed for os til at blive mere synlige – blandt andet i Aarhus – som en landsby, der er værd at flytte til.
På mødet den 15. januar blev vi – via en brainstorm – enige om, hvordan vi i fællesskab kan markedsføre Værum gennem møder og interviews med borgere, der kan bekræfte, at Værum er en nær og imødekommende landsby, hvor fællesskab og traditioner fylder meget. Nye beboere bliver hurtigt en del af det aktive lokalmiljø, hvor alle hjælper hinanden. Naturen er lige uden for døren med stier, udsigt og ro og man kan både leve anonymt eller deltage i et levende fællesskab med aktiviteter for alle aldre.
Ved at række ud til folk i byen har vi nu en lang liste af fantastiske frivillige, som har meldt sig til at fortælle deres historie til Kristian og hans team i april og maj, hvor der skal interviewes, fotograferes og videofilmes til den store guldmedalje.
Vi takker alle, der vil deltage, og vi vender tilbage med opfølgning senere.
Foreningerne i Værum By
